Visioner

Fremtidens København - en kulturmetropol

Her 100 dage efter min tiltrædelse bokser jeg stadig selv med, hvad kultur egentlig er, og hvad det må koste. Det er både svært og let at svare på, for det kan være alt eller ingenting. Jeg er nok selv nået frem til, at kultur i bredeste forstand er kittet i vores samfund, der får det hele til at hænge sammen. Og at vi ikke kan sætte pris på kulturen, før vi ved, hvad prisen for nonkultur er.

Kulturen skaber sammenhængskraft og fællesskaber. Den giver nye oplevelser, perspektiver og drømme. Kulturen inspirerer, danner og former os som mennesker. Kulturen får os til at tænke over, hvem vi er, hvor vi er, og hvor vi vil hen, og kan være livsforandrende for den enkelte. Kultur er alt fra kunst til foreningsdanmark, og det er vores værdigrundlag. Og hvad ville prisen for ikke at have det være?

Kulturbegreberne er både og. Det er både tradition og provokation, hverdag og nytænkning. Det er værdibåret. Det er både for bredden og for eliten. Det er for alle, og det er forskelligt. Og vi taber ikke nødvendigvis bredden, hvis vi gør talentet bedre.

Københavns kultur- og fritidsliv er både det kuraterede og det folkelige. Det er både den ypperste kunst og vores fritid og vores hobbyer. Det vi gør, når vi gør os umage, og det vi gør for sjov.

Det er vigtigt, at vi bliver udfordret både fysisk og mentalt - både på højt niveau og for os selv. Kommunale kultur- og fritidstilbud skal både kunne sigte mod det ypperste og sikre, at den enkelte kan blive den bedste version til det, man dyrker, og samtidig være for alle os, der bare har lyst til at se på, løbe en tur i fritiden eller kaste med en håndbold en gang imellem.

København skal altid tilbyde en bred vifte af kultur- og fritidsaktiviteter, også selvom vi som by og kulturmetropol er udfordret på plads og faciliteter.

Det er svært at tilgodese efterspørgslen på alt fra svømmehaller og fodboldbaner til scenekunst, øvelokaler og musikspillesteder.

Med de udfordringer er vi nødt til at tænke anderledes, vi skal turde planlægge mere langsigtet, og nogen skal starte med at få bolden til at rulle.

København bør altid sikre, at alle kan være en del af et fællesskab. Hvad enten det er fodbold, håndbold, krea, musik, om man er ung eller ældre, eller om man har nemt ved at være social eller har det svært.

Derfor bør vi stræbe efter at skabe rammerne for forskellige fællesskaber, så der er plads til alle.

København skal være en bæredygtig by i alle henseender. Både det grønne, det sociale og det økonomiske skal hænge sammen. Nogle gange kommer vi til at tænke for kortsigtet og ad-hoc. Det kan der være gode grunde til, men det matcher ikke de bæredygtighedsdagsordener, der er en bunden opgave overalt i samfundet. 

Så hvad nu hvis vi gjorde kultur- og idrætsudviklingen drivende for Københavns byudvikling. Hvordan ville byen så se ud, og hvad ville vi så kunne skabe?

Og hvad ville der ske, hvis vi satte 1 % af til kunst og kultur, når vi byudvikler?

Jeg stiller spørgsmålene, for hvis vi vil have kultur- og idrætstilbud, er vi nødt til at tænke det med på samme måde, som vi tænker byudvikling som demografi, skoler, botilbud.

Jeg har ikke en færdig plan. Jeg er en oplysningstids-romantiker, der tror på, at kunsten og videnskaben er grundelementer i en kulturmetropol, og det, jeg kommer med nu, er visioner for fremtidens København. Og jeg håber, du vil drømme med og byde ind.

Dette er ikke en kritik af alt det, København er. Det her er en vision om alt det, København kan blive ved at bygge ovenpå alt det, vi allerede har og ved at være lige så forelsket i København, som Jens Unmack er i nogle af sine utroligt smukke tekster om København.  

En anden overskrift for min vision kunne også være ”Fra Kulturby ’96 til kulturmetropol”. Kulturby ’96 var i starten mere en idé, en vision, end det var en allerede fremlagt plan. Da visionen først var på bordet, skete der noget. Det, der kom som en del af eller i kølvandet på Kulturby ’96, var blandt andet Arken, Øksnehallen og Kulturværftet Helsingør, og selvom udbygningen af Statens Museum for Kunst blev forsinket, så er de fleste af os i dag virkelig glade for den.

Jeg er med på, at en vision om OL, biennale og børnekulturhovedstad vil møde kritik for at være for ukonkret. Men uden konstruktiv kritik og gode input får vi aldrig sat de rigtige forandringsprocesser i gang, og vi får ikke skabt sammenhængskraft.

Vi får hverken råd eller plads til OL, hvis ikke vi virkelig beslutter os for det på samme måde, som vi havde modet til det med Kulturby ’96. Vi skal have visioner for fremtidens København som kulturmetropol.

VI har et universelt velfærdssamfund, hvor vi er vant til, at de bredeste skuldre bærer mest. En del af det er de fællesskaber, som kultur- og idrætslivet er.

Det ser vi ofte først, når vi udelukkes fra mulighederne for at deltage, for eksempel under covid-nedlukningen. Måske er vi kommet til at tage det hele lidt for givet?

Vi skal omfavne alt det, København kan og er, og bygge videre på det. Vi skal glæde os over, at vi faktisk er store nok til at kunne have nicher, men stadig er så lille en storby, at man kan nå rundt til alting. Og vi skal være stolte af vores styrkepositioner.

For København kan som storby tilbyde en god infrastruktur, der er med til at binde byen sammen på tværs, og som gør det nemt at komme fra den ene ende af byen til den anden. Det skal vi bruge meget mere taktisk i den videre udvikling af Københavns kultur- og idrætsliv.

København skal turde tænke langsigtet og sætte store, visionære mål, der sætter retningen for vores byudvikling. Det langsigtede blik giver os mulighed for reelt at skabe en bæredygtig byudvikling. Alternativet er ad-hoc løsninger, der ofte samlet set ender med at blive dyrere uden at få den samme bæredygtighed.

Min ambition er at give alle københavnere – børnene, seniorerne, københavnerne med og uden nedsat funktionsevne - mulighed for at blive introduceret til kulturen og idrætslivet og få gavn af det i deres liv.

Kulturen, foreningsdanmark og dens traditioner præger, forandrer og former os.

I København skal byudviklingen ske på en bæredygtig måde og på en måde, som skaber nye og bedre muligheder for at opleve og dyrke kulturtilbud og et aktivt liv. Og på en måde, som understøtter og styrker kulturen som et vigtigt erhverv, der er med til at tiltrække turister og kunstnere til kulturmetropolen København.

Vi skal derfor tænke kulturen og et aktivt liv ind i Københavns byudvikling og bruge kulturen og idrætten til at forme og danne vores by og styrke kulturen som erhverv og vækstlag.

OL til København i 2036 – hvorfor ikke?

Tiden er inde til at gøre tingene på en ny måde – også OL. Hvad nu, hvis vi sætter os det mål, at København skal skabe nye og bæredygtige standarder for internationale kultur- og idrætsbegivenheder, hvor vi tænker dem ind i storbyens udvikling og københavnernes liv på nye måder?

Forestil dig København i 2036. Vi har budt ind med det mest bæredygtige, mindste og billigste OL og vundet. Buddet har formet vores by, så der i årene inden er blevet bygget endnu flere kultur- og idrætstilbud med bedre muligheder for et aktivt liv.  

For OL har i 2036 været vores ledestjerne.

At udvikle en by anderledes og langsigtet har også handlet om at turde stille spørgsmål til fremtiden. Hvis vi byder ind på et OL, hvilke nye sportsgrene er så på vej? Skateboard, parkour eller andet? Vi har stadig skullet sikre fodbolden, men vi har også bygget flere street-idrætssteder i København. Forestil dig, at vi havde alternative idrætsfaciliteter – hvor i byen skulle de så ligge? Hvordan sikrer vi, at skaterparkerne også er skybrudssikring? Vi skal tænke langsigtet og flerfunktionelt.

København kunne for eksempel byde ind med Refshaleøen og Nordhavnsparken som åbne byudviklingsområder, der kunne blive kernen i Københavns del af OL 2036.

Københavns OL-ambitioner kan for nogen synes som en vovet satsning. Men netop ved at satse, tænke stort og handle på det, kan vi sætte gang i nye og kreative tanker. Hvordan kan man bygge et stadion som i London, der kan genanvendes, og samtidig tænke OL-byen ind som permanente boliger? Hvordan kan man skabe en OL-by, som viser vej inden for ny arkitektur og nye bæredygtige måder at leve på?

De spørgsmål spiller sammen med Københavns ambition om at skabe en plan for et grønnere og mere mangfoldigt byrum, der matcher aktivitet, idræt og fællesskab både indendørs og udendørs i København og i resten af Danmark. For nogle sportsgrene er naturligvis lagt i Cold Hawaii i Thy, i Sportscenter Herning og Ballerup Superarena. Vi skal kortlægge hele landets kapacitet. Et OL vil kunne binde Danmark sammen.

København skal og kan selvfølgelig ikke løfte OL selv, men i samarbejde med flere kan vi, hvis vi vil. 

Med afsæt i København som Verdensarkitekturby i 2023 kan vi for eksempel bede forskellige arkitekter om et bud på fremtidens kulturmetropol og få deres input til, hvordan vi kan tænke helt nyt og bæredygtigt.

Forestil dig, at vi fritlægger Ladegårdsåen under Åboulevarden, og at skaterne langs det nye skybrudsanlæg kan boltre sig, mens københavnerne bruger de nye løberuter og træningspots. Hvordan kan vi sammentænke parker, søer og byrum med færre biler, renere luft og plads til nye aktiviteter?

Hvordan bliver hver af Københavns bydele et centralt og samtidig forskelligt centrum for fællesskab, samvær og bevægelse?

Nordisk biennale for klassiske kunstarter

Musik vækker følelser, bringer glæde og giver livskvalitet. København har god klassisk musik at byde på. Det er bare ikke så kendt. Vi har gode symfoniorkestre og dygtige operaer. Vi har klassisk kunst og dygtige scenekunstnere. Klassisk kunst står stærkt i Danmark og i verden, og København skal bygge videre på succesen og udbrede den.

Så hvad nu hvis vi skabte en nordisk biennale, hvor klassiske kunstarter, design og madscener kan udfolde sig og vise alt det, Danmark kan?

Med inspiration fra Bergens Festspil kunne Københavns biennale have Norden som omdrejningspunkt og fremvise og tiltrække førende og nyskabende aktører inden for eksempelvis de klassiske kunstarter, design og madscener fra hele Norden.

Biennalen kunne for eksempel blive en nordisk kulturbegivenhed i tiden lige inden sommerferien, hvor klassiske toner, nordisk design, kunst og mad i et samspil kunne bredes ud i byen. DR’s Koncerthus, Tivoli Koncertsal, konservatoriets og de tre kongelige teaters sale kunne udgøre rammen for den klassiske musik.

Orkestrene og musikken skal også ud på nye og anderledes scener og møde københavnerne – børn, seniorer og alle andre borgere. For eksempel kunne kunstmuseer og nyskabende arkitektur lægge rum til en klassisk koncert, ligesom kunst og design kunne finde vej til operaen eller ud i byens rum eller ned i metroen. Altså en bred vifte af aktiviteter og arrangementer, som udfolder sig rundt om i hele byen.  

Med et fælles tema hvert andet år foldes klassiske koncerter i topklasse sammen med moderne lydkunst og lys i byen ud. Biennalen skal have et bæredygtigt format, og vi skal tænke både talentet og bredden.

Vi kunne for eksempel tænke i toårige årshjul, så deltagerne kan bidrage med at løfte arrangementet internationalt, nationalt og lokalt – også mellem biennalerne.

Børnenes kulturhovedstad  

Ingen kan alt. Men alle kan noget.

Den sætning har jeg taget med fra min tid som socialborgmester.

Det er en vigtig læring for os alle og specielt for vores børn. Børn skal opleve og afprøve sig selv og finde ud af, hvad de er gode til. Det giver selvtillid, ro og en tro på, at man er god nok, som man er. Det kan de i mødet med kulturen. For kulturen er fællesskaber med nye legekammerater, venskaber og opdagelsen af, at vi alle kan bidrage med noget.

Derfor skal alle københavnske børn – særligt de udsatte, de sårbare, og de der ikke får kulturen med hjemmefra – introduceres for forskellige former for kultur allerede tidligt i livet. Og de skal både opleve og selv deltage i kulturens aktiviteter.

Børn er i skole mange timer om dagen, fra de er 6 år, til de er 15 år, og derfor spiller skolen en væsentlig rolle i børnenes kulturdannelse. Ligesom idræt er blevet en fast del af skolen med leg og motion, bør kulturen også blive en mere integreret del af skoledagen.

Kunne vi, akkurat som skolerne har en årlig motionsdag, også udvikle en årlig kulturdag? Hvordan får vi skoleklasserne ud på alle byens kulturinstitutioner eller/og kulturen ud på alle skolerne? Et bud kunne være, at dagen blev afholdt op til eller i forlængelse af en ferie eller weekend, så dagene kunne bruges sammen med familie eller i andre grupper på at tage til kulturarrangementer rundt i byen.   

Hvordan kan vi gentænke målgrupperne for vores kulturtilbud, så en klassisk kunstart biennale også fungerer som en oplagt mulighed for børn til at stifte bekendtskab med, hvordan man for eksempel spiller violin eller maler som Turner? Hvordan kan en udstilling på Thorvaldsens invitere børn til at lege med former og skulpturer? Og hvordan kan bibliotekerne i endnu højere grad styrke børnenes læseglæde?

En del af introduktionen til kunst og kultur handler også om at gøre børnekulturen mere synlig og tilgængelig året rundt. Det handler om at samle og formidle alt den kultur, der allerede er for børn i København, for eksempel åben skole og de gode tilbud på vores biblioteker.

Og kunne vi have flere besøg bag scenen på Det Kongelige Teater, besøg i DR for at se, hvordan børneprogrammer bliver til eller mere børneteater ud i byrummene?

Mulighederne er mange. Og samtidig er byens infrastruktur veludviklet og gør det nemt at komme rundt og møde kulturen.

Så her skal vi virkelig ”bare” sige, at vi vil være en børnekulturhovedstad og se på det, vi allerede gør og formidle det. Og så udbygge det.  

Fra vision til virkelighed - kom og tænk med

Det her er nogle tanker på baggrund af mine første 100 dage som kultur- og fritidsborgmester.

Jeg vil gerne gentage, at jeg ikke har en færdig plan. Visionerne er ikke hugget i sten, men er tænkt som et oplæg til debat om København som en fremtidig kulturmetropol.

Hvordan og hvad gør vi så videre i fremtiden? Hvem vil være med? Det er den debat, jeg gerne vil invitere til.

En særlig invitation skal lyde til erhvervslivet og specielt kultur- og turisterhvervene. For vi skal tale om, hvad kultur koster men også i den investering og det afkast, som kulturlivet skaber. Både for den enkelte, i oplevelser, for fællesskabet og i kroner og øre.

Givet de udfordringer København har og den betydning, som kultur- og idrætslivet har for sammenhængskraften i samfundet, er det mit håb og ærinde at drøfte, hvordan vi udvikler fremtidens København.

Jeg glæder mig til at se, hvad vi kan, når vi tænker sammen, og hvordan vi kan skabe endnu flere muligheder alle københavnere.