Tale ved åbning af udstillingen "Tidskapsler - København i 1990erne"

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaards tale ved åbningen af udstillingen "Tidskapsler- København i 1990'erne. Det talte ord gælder.

Tak for invitationen til at åbne udstillingen ”Tidskapsler – København i 1990erne”. Det har jeg glædet mig til.

Også selvom det første, der poppede ind i mit hoved, var: ”Sådan var det ikke i 90'erne”. Den refererer godt nok tilbage til 1890’erne. Og helt så langt tilbage i historien bevæger vi os dog ikke i dag. Dog skruer vi tiden tilbage til 1990’erne.

Hvor vi tager en tur down memory lane. Til 1990erne og særligt til 1996, hvor København var Europæisk Kulturby.

Københavns Museum åbner i dag en unik tidslomme til alt det, der optog københavnerne dengang. Vi skal på en erindringsrejse.  

De gennemsigtige æsker står som dengang, og selvom det er 26 år siden, er det autentisk og nærværende.

For mig er det særligt, for jeg bliver sendt direkte tilbage til min ungdom. Til et amerikansk high-school-ophold i 1990/1991. Til gymnasiet,  højskoleophold og rejser. Og til mit begyndende voksenliv her i København. Til perioden fra jeg var 16 år frem til 26.

Hvert årti indrammer en periode af vores liv. Vores personlige tidskapsler.

                                                               *

Udstillingen genopfrisker vores hukommelse. Vi genser ting, vi har savnet, og ting, vi lykkeligt har glemt. Og vi bliver mindet om, at vores samfund, politik og sprog har ændret sig i takt med, tiden er gået, og vi har udviklet os.

Ligesom vi ser, hvordan begyndende samfundsændringer og nichetrends dengang - i dag er tidstypiske tendenser.

Jeg tænkte først, at det var for tidligt at åbne udstillingen - kun 26 år efter. Men det smarte med gennemsigtige glasæsker er, at de kan gemmes væk  og åbnes igen i måske 2096 - gad vide hvad de vil tænke om 1990erne til den tid?
På den måde får vi både det korte og det lange perspektiv på 1990erne.   

                                                             *

Jeg flyttede til København i 1996. Her oplevede jeg en skarp kontrast mellem storbylivets bedste sider og bagsiden af selv samme medalje.
 

På den ene side var København et overflødighedshorn af liv, kultur og muligheder. Ting, som i høj grad blomstrede i 1996 under kulturåret.
 

Samtidig så jeg en by i forfald. Jeg husker tydeligt, at jeg besøgte venner på Vesterbro i nedslidte lejligheder med toilet på bagtrappen. Bydelen mindede på ingen måde om det hippe og eftertragtede Vesterbro, vi kender i dag.
 

København var da i den periode også ved at komme sig efter en svær tid. Jeg flyttede hertil bare to år efter, byen stod på randen af bankerot.  

                                                             *

Jeg husker 1990erne som et positivt og frigørende årti. Efter 1980erne, hvor dele af samfundet var præget af frygten for Aids.

I 1990erne var vi verdensmestre i sikker sex. Vi havde set kampagnen ”på med dutten Danmark” og hørt ”den jeg elsker, elsker jeg” i 1980erne.

Og i 1996 kom der endelig en effektiv behandling mod aids.

Det var en frigjort periode.

Vi fik i 1989 lovgivet, så homoseksuelle kunne borgerligt vies. Og 1996 var en vigtig markering for homoseksuelles rettigheder i Danmark, da København for første gang var vært for europæisk pride.

Jeg glæder mig over, at unge i dag vokser op i et samfund, hvor seksualitet eller kønsidentitet spiller en mindre rolle for hvert år, der går.  

                                                             *

For mig står 1990’erne også som fredens og håbets årti. Den Kolde Krig var bag os. Muren var faldet. Og i 1994 fik apartheid sit endeligt i Sydafrika.

Efter årtiers spændinger og krige i verden var 1990’erne på mange måder en fredstid. Sådan oplevede vi det i hvert fald herhjemme.  

Men lige så fredeligt det var her, lige så forfærdeligt var det andre steder. For det var i 1990’erne, at både folkedrabet i Rwanda og borgerkrigene i Eksjugoslavien udspillede sig. 

                                                             *

Det var et godt årti at være ung i i store dele af Vesten. Verdenssituationen smittede af på min ungdomsårgang, der var fyldt med optimisme og gåpåmod.

Vores hverdag var mere analog end i dag. Vi så amerikanske tv-serier på flow-tv. Twin Peaks, Melrose Place og Sex and The City.

Vi lyttede til CD’er. Musikken var ikke længere domineret af 80ernes poptoner og ballader. Vi hørte stadig pop. Men særligt rock og grunge definerede årtiet. Nirvana, som blev så ikonisk og definerende for årtiet, er endda med i en af kapslerne.

                                                              *

Det er interessant at se, hvordan spirende nichetrends i 1990erne i dag er tidstypiske tendenser.

Plantebaseret mad er i dag en fuldt integreret del af de fleste husholdninger. Det var det bestemt ikke i 1990’erne.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg så en tidskapsel med veganske produkter. For i 1996 var jeg vegetar, og jeg husker, at det ikke var lige så nemt som i dag at få fat i de produkter.

Derfor er beskrivelsen fra Vegana ret fin: ”Foreningen er nystartet og arbejder for at udbrede kendskabet til veganisme blandt danskerne”.

Det er uden tvivl lykkedes.

Vi er i det hele taget blevet grønnere. I dag tager vi ansvar for klimaet. Både politisk og den enkelte dansker. Vi er langt fra altid enige om, hvordan og hvor meget, men klima er unægteligt på dagsordenen.

Ligesom vi har taget et digitalt kvantespring siden 1990’erne.

Til gengæld er verden ikke blevet fredeligere. Hvor krige sluttede i 1990’erne er jeg bekymret for, at starter de i dag. Uroen ulmer flere steder. Vi ser det med mellem Rusland og Ukraine. Vi ser det i Kasakhstan.

Det er en bekymrende udvikling. Det står i kontrast til håbet og optimismen, som fyldte i 1990erne.

                                                              *

Zoomer vi ind på København, er forskellen mellem 1996 og i dag tydelig. Økonomien er sund. Badeværelserne er rykket ind i lejlighederne. Og vores bydele er i dag tæt bundet sammen af blandt andet metroen.

Der er blevet investeret i byen. I infrastruktur, nye boligkvarterer og renovering af de eksisterende.

København har fortsat et rigt og levende kulturliv. Oplevelsesøkonomien er stærk. Og turister fra nær og fjern rejser hertil for at opleve byens mange muligheder.

Det kan vi blandt andet takke Kulturby 1996 for. Ikoniske kulturinstitutioner som Vega og Arken opstod netop da. Og de er med til at danne rammen om en stærk musik- og kunstscene i dag.

                                                               *

Det er 26 år siden, København var Europæisk Kulturby. Vi bygger hver dag videre på alt det, vi lærte. København huser i dag mange megaevents og store musikbegivenheder. Som da vi sidste år var værter for EM i fodbold. Og når Tour De France senere i år lægger vejen forbi København.

Nu ser jeg frem til, at vi om lidt skal genopleve 1990erne gennem genstande, som borgere, virksomheder og institutioner har gemt til eftertiden.

Tak for ordet.