Tale til åbning af udstillinger i Nikolaj Kunsthal
Tak for invitationen til at tale i dag.
Det er første gang, jeg er her som kultur- og fritidsborgmester. Det har jeg set frem til.
Nikolaj Kunsthal er en vigtig kulturinstitution i byen. Det kan noget særligt, når vi står i et kirkerum, som er et sted, der indbyder til fordybelse og eftertænksomhed – to sindstilstande, der er velegnede til at opleve kunst.
Her, lige midt i byen, står en kirke, som udefra passer så fint ind i bydelens gamle bygninger – og som på indersiden rummer samtidskunst, der står i skarp kontrast til de historiske omgivelser.
Her er ro og rum og højt til loftet, både bogstaveligt og i overført betydning. Hvis kunsten skal have optimale betingelser for at opfylde sit potentiale, skal den have plads til at udfolde sig. Det har den her.
*
For mig kan det at opleve kunst være en slags meditation, der rører noget dybt i os, fordi vores sanser er i spil på nye måder, hvilket udstillingen ”The Cult of Oxytocin” af Ditte Ejlerskov, som vi åbner i dag, er et rigtig godt eksempel på det.
Ditte har fyldt kunsthallen med en udstilling, der spiller på alle tangenter. Hun strækker sig over vidt forskellige udtryksformer og formater, og det er en virkelig sanselig oplevelse, der giver den enkelte gæst muligheden for sin helt egen unikke kunstoplevelse.
Det var meget fascinerende at læse om dine tanker bag udstillingen. Hvordan din første fødsel, præget af stresshormonet adrenalin, førte til en målrettet jagt på kærlighedshormonet oxytocin forud for fødslen af dit andet barn. For de to kan ikke være i blodet på samme tid – det er enten eller, en kamp imellem de to.
Jagten manifesterede sig i den udstilling, vi åbner i dag. De duotonede malerier skal fungere som farveterapi. De er omtalt som ’mental tai chi’, hvilket er en meget rammende og præcis beskrivelse af de lange penselstrøg, som forhåbentlig transcenderer til museumsgæsterne og bidrager til ro og rum, som både er et godt udgangspunkt for at nyde kunsten – og for produktionen af oxytocin i øvrigt.
At du formår at brede dig over så mange udtryksformer i udstillingen her, er både inspirerende og imponerende!
I Øvre Galleri bliver den enkelte opfordret til at lægge sig på vævede uldtæpper for at se på videoprojektioner i loftet. Via QR-koder kan gæsterne via mobilen selv engagere sig i udstillingen og flytte rundt på virtuelle skulpturer.
Det er en meget sanselig oplevelse, når en kunstudstilling på den måde bliver en totaloplevelse, der også spiller på det taktile, og som blander klassiske kunstformer som maleri med noget så moderne som 3D og kryptokunst.
*
Foruden ”The Cult of Oxytocin” åbner vi også noget andet og ganske særligt i dag.
PLATFORM er et udstillingsrum dedikeret til udstillinger af unge kunstnere og kuratorer. Her kan kunsthallens gæster opleve seks årlige udstillinger, hvor unge kunstnere og kuratorer får rum og plads til at vise, hvad de kan.
I den forbindelse vil jeg gerne rette en stor tak til Den Obelske Familiefond for den finansielle støtte, der gør det muligt.
Et sted som PLATFORM giver plads til unge kunstnere. Her får de mulighed for at udstille i professionelle rammer med professionel sparring, hvor vi som besøgende kan se, hvordan den næste generation af kunstnere udtrykker sig i og om verden.
Det er en gave for kunsten, og det er en gave til os, der kan lide at opleve den.
*
Samspillet mellem fortid, nutid og fremtid er spændende. Og særligt kunsten og kulturen formår som intet andet at rumme alle tre.
For en uge siden stod jeg på Københavns Museum i Stormgade, kun en kort gåtur herfra, hvor en ny udstilling om 90’erne åbnede.
For mig var det som at åbne en dør til en svunden tid, hvor ungdom blev til voksenliv. Men når man går rundt i en lomme af svunden tid på den måde, går det op for en, hvordan samtidskunst vitterligt er en spejling af samfundet og af de stemninger, der præger det.
Jeg husker blandt andet 90’erne for den vestlige verdens ubekymrede ungdom, og den optimisme og ubekymrede tilgang til livet så jeg afspejlet i en del af tidens tendenser inden for mode og musik.
På samme måde afspejler Dittes udstilling, hvordan vi i nutiden jagter roen og harmonien; oxytocinen, i en verden, der kan føles kaotisk.
PLATFORM er stedet, vi oplever unge kunstnere. Første udstilling er værker af billedkunstner Ditte Marie Frost i samarbejde med kurator Mai Dengsøe, og i løbet af året vil fem andre kunstnere og kuratorer udstille i PLATFORM.
Det glæder mig meget, at Nikolaj Kunsthal giver unge kunstnere et sted, hvor deres værker kan nydes på lige fod med de etablerede kunstneres i resten af huset. Jeg håber, at rigtig mange finder vej forbi både Dittes udstilling og PLATFORM.
*
Tak til Nikolaj Kunsthal for at skabe gode rammer for samtidskunsten. Og til Den Obelske Familiefond for sammen med Nikolaj Kunsthal at give plads og professionelt rum til de unge kunstnere.
Tak for ordet.